Skåne Sjælland Linux User Group - http://www.sslug.dk Home   Subscribe   Mail Archive   Index   Calendar   Search
 

Caldera OpenLinux 2.2

af Hans Schou <chlor.dk> 1999-06-10
Denne beskrivelse er frigivet under OpenContent License
Take One

OpenLinux fra Caldera er en Linux distribution, som i mine øjne er et rigtigt godt valg til nybegyndere. Installationen foregår grafisk fra start til slut og der stilles meget få tekniske spørgsmål. Efter endt installation skal der ikke rebootes. Og så er der et godt spil under installationen.

Installation

Min pc kan boote direkte fra CD'en, så det første der bliver vist efter BIOS er færdig med at skrive tekst ud på skærmen, er grafisk. OpenLinux installationen booter op i LILO, og den første prompt hvor man kan vælge er LILO boot prompten der står på skærmen i 3 sekunder. Det er ret frækt at se det i grafik, når andre man fra andre Linux distributioner er vant til tekstbaseret installation. Nybegynderen ved selvfølgelig ikke at man kan trykke på tabulator tasten her, så efter 3 sekunder loades Linux-2.2.5-kernen. Herefter blev hardware undersøgt og både SCSI CD og Intel Ethernet kort blev fundet på min maskine. Caldera's installationsprogram LIZARD startes og der vises lidt animation og sån'.

Første stop under installationen er valg af sprog. Tysk, fransk og italiansk er ikke lige mig, så det blev engelsk. Her er det første gang jeg bruger musen, keyboard har ikke været anvendt endnu, og der kommer et timeglas i et sekund mens muse-driveren installeres.

Næste skærmbillede er opsætning af mus, men min PS/2-Microsoft mus er allerede fundet og konfigureret. Musen er valgt til typen "Standard without wheel" hvilket får mig til at tro at mus med hjul også understøttes.

Så skal harddisken deles op. Et emne der kan diskuteres længe. Valgmulighederne er:

  • Entire harddisk - for dem der kun vil have Linux
  • Prepared Partitions - hvis du allerede har delt harddisken op
  • Custom (Expert only) - kun for den øvede
I højre side af skærmen vises samtidigt en uddybende forklaring af ovenstående punkter.

Jeg valgte "Custom" og blev kraftigt advaret om at nu ville jeg blive stillet mange svære spørgsmål. En liste over alle harddiske vises og jeg kan med musen slette og rette de forskellige partitions. Da min tålmodighed er kort med hensyn til installation af software, gik jeg tilbage og valgte "Entire Harddisk". Her kunne man kun klikke på een knap: "Prepare selected disk for Linux" og så "Next".

Nu kommer så et af de svære valg; Hvad skal installeres? Her er det typisk at nybegynderen giver op, men ikke her. Valgmulighederne er:

  • Only the minimum set - en skrabet installation beregnet for Linux servere
  • All recommended packages - 580MB og du får en workstation og en server
  • Recommended packages, plus commercial - 780MB og WordPerfect og StarOffice bliver installeret
  • All packages - 1GB og du går ikke glip af noget
Som Windows bruger er jeg vant til at der bliver installeret alt muligt jeg ikke har brug for, så jeg valgte "All packages".

Keyboard-type og keyboard-layout valgtes til "Generic 102-key Intl PC" og "Danish".

Skærmkort var det eneste jeg opdagede OpenLinux havde problemer med. Mit Tseng Labs ET6000 blev godt nok fundet, men RAM-mængde skulle jeg selv angive. Et klik på "Probe"-knappen sagde at alt var i orden.

Næste billede er valg af skærm. Listen indeholder 1700 forskellige skærme, og hvis min skærm ikke var der, skulle jeg blot tage min skærmmanual frem og indtaste værdierne. Jeg valgte en IBM 6544 selvom det er en IBM-6547 jeg har.

Næste billede er valg af opløsning og det er med en test-knap. 1280x1024 og et klik på test-knappen gik ikke så godt. Maskinen viste det grå X startskærmbillede, og jeg kunne ikke få kontakt til maskinen. REBOOT.

Anden gang valgte jeg 1024x768, hvilket jeg ved at skærmen kan klare. Under valg af skærmindstillinger var der igen voldsom aktivitet fra CD'en og harddisken, og en bar i bunden af skærmen der viser hvor langt installation af pakker er kommet. OpenLinux er en distribution der installerer de valgte pakker, mens du får snøvlet dig færdig med konfigurationen.

Valg af root-password (dvs. password for systemadministratorkontoen). Her er det første gang at tastaturet bliver brugt under installationen. Det var ikke muligt at have et blankt password, så jeg måtte slippe mit krampagtige tag om musen, og taste noget ind. Selv dårlige password accepteres, så vælg et password med 'sære' tegn såsom '!"%#/&'. Installerer du din maskine der skal på internet, så skal du vælge et kryptisk password. Ellers kan nogen komme ind på din maskine mens du surfer på nettet. Det er bedre at vælge et godt password og skrive det på en lap papir der klistres på skærmen, end at vælge et nemt password du kan huske.

Efterfølgende skulle der oprettes en 'dum bruger'. Vælger du default login-navn er det kun password der skal tastes ind. Husk altid at logge ind som almindelig bruger, når du skal bruge dit system. 'root' er kun når du skal installere og konfigurere software.

Næste skærm er netkort indstillinger.

  • No Ethernet
  • Ethernet configured using DHCP
  • Ethernet configured statically
Da jeg ikke har en DHCP server blev det den statiske. Den foreslåede IP adresse er 192.168.1.2 med sub-net 255.255.255.0 og gateway sat til 192.168.1.1 - er et godt valg til mange hjemme-net.

Time-zone vælges ved at klikke på et verdenskort. Der er små sorte prikker på kortet, og når musen føres hen over vises hvilken by det er. Det var fristende at drømme sig til Christmas Island (ved Indonesien), men det blev nu bare Copenhagen der blev valgt. Er du bosiddende på Antarktis, er der hele 6 byer at vælge imellem.

Her begynder det sjove, stadig under installationen. For nu kan man spille Tetris mens installationen bliver færdig. Da jeg installerede samtidigt med at jeg skrev dette, og installationen kører i baggrunden mens skærm og net konfigureres, var installationen nået op på 75% før jeg kom igang med at spille. Jeg fik kun 1196 point, hvilket jeg vil forsvare med, at jeg kom til spillet på et sent tidspunkt. Ret stressende at spille, da spillet jo helst skal være færdig inden installationen er færdig. Får du en lav score og vil forbedre den, må du starte installationen forfra, for det er jo snyd at spille videre når installationen er færdig. Dette spil kan ikke spilles når installationen er færdig - ærgeligt.

Installationen er færdig og Tetris forlades ved klik på 'Finish'. Herefter startes installationen fra harddisken, stadig i grafisk tilstand. En liste af brugere vises og et klik på den ønskede bruger, så er det kun password der skal tastes ind. I Session kan der vælges imellem 'kde' og 'failsafe'.

Første gang en bruger logger ind, vises en troldmand der hedder Kandalf, og fem sider beskrivelse af hvordan man kommer igang. Desktoppen kan vælges til at ligne MacOS, Windows og BeOS eller KDE som jeg valgte at blive ved.

Systemet er installeret og klar til brug. WordPerfect 8 (90 dages demo) er startet og maskinen har endnu ikke været rebootet.

Skal du installere en server, så husk at sætte al hardware på med det samme og stil pc'en i det rum hvor den skal stå. Så kan du have en server kørende der aldrig har været rebootet.

Efterfølgende administration

OpenLinux har en ikon i bunden af skærmen, hvorfra forskellige ting kan konfigureres. Jeg prøvede som 'dum bruger' at ændre netkortets IP adresse. Her blev jeg spurgt om 'root' password før jeg blev lukket ind. Jeg ændrede IP nummer og OK. Er du nybegynder indenfor Linux, så lad være med at reboote på dette tidspunkt, det nye IP nummer er aktivt med det samme.

Licens

OpenLinux må ikke kopieres lige som Red Hat og Debian. Derfor skal du ud og købe den for kr. 495,- . Da jeg ikke er 'jørgen-ørn' i at fortolke Calderas licens, må du selv læse den igennem. Er du nybegynder og VIL have Linux og det har drillet dig med andre distributioner, kan OpenLinux varmt anbefales. Men husk at købe den, for ellers får du dårlig samvittighed og sover dårligt om natten. Pirat-software er noget man bruger på andre operativsystemer, ikke Linux.

Spil

Linux er kendt for at have for få spil. Med OpenLinux følger der 17 spil med (plus Tetris), hvor de fleste er af brætspils typen. SameGame, Mahjongg og Soko-Ban er mine favoritter, da jeg er blevet for gammel til at slå folk og uhyrer ihjel.

Microsoft Windows

Har du Microsoft Windows, kan installationen også startes herfra. PartitionMagic® følger med og så skulle det kunne foregå nogenlunde smertefrit (jeg har ikke prøvet). Der er et frækt video-klip på CD'en som kan køres fra Windows.

Negativt om OpenLinux

Da der ikke er meget negativt at sige, har jeg medtaget selv de mindste ting.
  • Prisen er for høj, kr. 495,-
  • Tetris bliver ikke installeret
  • Score i Tetris bliver ikke gemt
  • 'dumme brugere' kan 'default' ikke tilgå (mounte) CD'en (kan diskuteres om de skal have lov)
  • Ingen grafisk brugerflade under 'shutdown'
  • Ikke muligt at vælge 'text-mode', grafisk brugerflade er tvunget

Vurdering

1999 bliver året hvor Linux for alvor tager fat i den almindelige hjemmebruger der vil have en grafisk desktop. Jeg ser OpenLinux som en pakke der kraftigt kan hjælpe med til dette. Jeg tror at OpenLinux vil egne sig til at blive 'bundlet' med pc'er direkte fra forhandleren. Men køberen skal selv have fornøjelsen at installere programmet. For dem der vil have en installation hvor man selv vælger hvad der skal installeres, er OpenLinux ikke den rette pakke.

OpenLinux bliver ikke min Linux installation, bl.a. fordi jeg 'stadig' bruger text-mode meget. Jeg har fået en Not-For-Resale (NFR) kopi stillet til rådighed til at skrive artiklen, og NFR'en vil kun blive brugt til demo. OpenLinux blev stillet til rådighed af AlSoft.

 
Home   Subscribe   Mail Archive   Index   Calendar   Search

 
 
Questions about the web-pages to <www_admin>. Last modified 2004-03-07, 21:25 CET .
 
Denne side vedligeholdes af Hans Schou (<chlor.dk>)